

Ny indsats for behandlingsgarantien
På baggrund af en undersøgelse foretaget af Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet om behandlingsgarantien overfor stofmisbrugere, har Socialministeren iværksat en række tiltag for at sikre stofmisbrugerne adgang til den behandling de har ret til:
- Forpligte alle kommuner til at indberette om ventetider på at komme i behandling. For at sikre, at indberetningerne er valide, vil der løbende blive lavet stikprøver.
- Gennemføre et landsdækkende uddannelsesforløb for kommunale sagsbehandlere, der arbejder med området, så det sikres, at de kender reglerne og de har nødvendige redskaber så stofmisbrugerne kan få den hjælp, som de har krav på.
- Udarbejde en metodebog om 'God stofmisbrugsbehandling' baseret på gode eksempler fra kommuner og behandlingstilbud, der har succes med at hjælpe stofmisbrugerne.
- Løfte kvaliteten i sagsbehandlingen med et kvalitetsudviklingsprojekt. Tjeklister og andre it-baserede hjælpemidler skal sikre, at misbrugerne altid inddrages i sagsbehandlingen og dermed får en individuel begrundet og forståelig skriftlig afgørelse af deres sager.
- Oprette et landsdækkende fagligt netværk bestående af centrale parter, KL og repræsentanter fra kommunerne og fra bruger- og pårørende organisationer. Netværket skal mødes 1-2 gange om året og drøfte ny viden, aktuelle temaer. Netværket skal sikre, at brugerne og de pårørende bliver hørt i debatten om behandling og social indsats.
- Desuden gennemføre en kvalitativ evaluering af indholdet i behandlingen af stofmisbrugere. Undersøgelsen skal give et overblik over eksisterende viden fra Danmark og relevante internationale undersøgelser. Brugersynspunkter skal inddrages i denne evaluering
Kilde: www.sm.dk - Status over behandlingsgarantien på stofområdet maj 2007