
Nu er der tal på, hvor mange der dør af druk på verdensplan. Hele 2,5 millioner mennesker dør hvert år af virkningerne fra et stort alkoholforbrug, og dermed har alkohol overgået aids som verdens største dræber.
Det viser en rapport fra FN's verdenssundhedsorganisation, WHO.
Første rapport i syv år
Det er WHO's første rapport om alkohol siden 2004. I den nye rapport oplistes 60 forskellige sygdomme og skader, som kan forbindes til et alkoholforbrug.
Skrumpelever, epilepsi, forgiftninger, trafikulykker, vold og flere typer af kræft, herunder kræft i bryst, strube og lever , kan sættes i forbindelse med alkohol.
Unges forbrug skal begrænses
- Alkoholforbrug er specielt fatalt for yngre årgange, og alkohol er samtidig den mest udbredte risikofaktor for dødsfald blandt mænd mellem 15 og 59 år, står der i rapporten, der er en global status på alkohol og sundhed.
Organisationen peger på, at højere priser på alkohol og skatter er den mest effektive måde at få ungdommen til at begrænse sit forbrug af alkohol.
- Der er ikke nok lande, der bruger disse effektive muligheder til at forbygge dødsfald, sygdom og skader som kan tilskrives alkoholforbrug, skriver WHO i sin rapport.