
Et stort flertal af medlemmerne i Københavns borgerrepræsentation besluttede her til aften igen at spørge justitsministeren om lov til at indføre forsøg med fri hash. Forslaget, der blev stillet af socialdemokraterne, fik et flertal på 41 ja-stemmer mod 12 nej-stemmer.
- Det er et kæmpe flertal i København, der stemmer for dette flertal. Vi mærker, at den hashpolitik, vi har haft i 30-40 år, ikke fungerer’, siger Lars Aslan Rasmussen fra Socialdemokraterne i København til politiken.dk.
Christiansborg imod
Forslaget om forsøg med fri hash i København tidligere er blevet skudt ned af et flertal i Folketinget. Alligevel siger Lars Aslan Rasmussen, at forslaget ikke er ren signalpolitik fra københavnerpolitikernes side.
- Vi vil have lov til at prøve denne model af. Forslaget er et råb om hjælp til politikerne på Christiansborg, heriblandt Socialdemokraternes egen folketingsgruppe, for vi kan ikke gøre dette alene’, siger Lars Aslan Rasmussen.
-Vi bliver ved med at presse på, for vi håber, det går op for justitsministeren, at vi står med et problem i København, som ingen andre danske byer står med’, siger han.
Stop bandekriminalitet
Flertallet i Københavns Borgerrepræsentation håber dermed, at de kan presse på for, at de kan få lov til at gennemføre forsøget. Legaliseringen af den frie hash skal dog ifølge Lars Aslan Rasmussen i første omgang ikke gøres permanent, da politikerne først vil se, hvilke effekter det får.
Politikerne håber på, at legaliseringen af den frie hash kan sætte en stopper for de kriminelle banders kontrol med og indtjening på hashhandelen i København.
Tættere på brugerne
I forvaltningens indstilling fremhæves bl.a., at behandlingssystemet vil kunne få en bedre og tidligere kontakt med brugere og misbrugere. Dette kan mindske overgangen fra brug af hash til farligere og mere afhængighedsskabende stoffer. Men ikke bare Justitsministeriet, men også Sundhedsministeriet er lodret mod enhver bevægelse i retning af legalisering af det københavnske hashmarked.
Heller ikke den socialdemokratiske folketingsgruppe på Christiansborg giver forslaget mange chancer.
Afhængighed
Psykiatrisk overlæge Merete Nordentoft og leder af et behandlingsprojekt for unge sindslidende hashmisbrugere, er imod forslaget.
- Det kan ikke undgå at gøre hashen mere tilgængelig. I dag skal en bruger dog købe det i skjul, har hun sagt til Politiken.
Der tegner sig et billede af, at kun de eksperter der i dag får projektmidler for at gennemføre behandling af hashmisbrug er modstandere, mens f.eks. den anerkendte TV-2 ekspert på misbrugsområdet, Henrik Rindom, er af en helt anden opfattelse.
-Jeg så gerne, at man prøver at angribe det her på en anden måde - at man prøver andre strategier for at nedsætte forbruget, siger han. Ved at åbne for københavnernes fri adgang til det euforiserende stof håber lokalpolitikerne på Københavns Rådhus, at de kan få gjort op med det store hashmarked, der giver enorme indtægter til kriminelle bander.
Henrik Rindom peger på, at hash i dag er ganske let at få fat på i København, og at hver anden ung i hovedstaden allerede har prøvet at ryge hash.
- Markedet er mættet. Vi er ude i et forbrug, der er så astronomisk, at vi bør turde prøve andre strategier, siger misbrugseksperten.
Hvad kan vi tabe? - Den største risiko vi løber, er at det bliver en fiasko, og at vi må give markedet tilbage til rockerne, lyder tilføjelsen.
Markedet er frit
Der er ifølge Henrik Rindom ingen grund til at være ængstelig for, at den fri, kommunale hash skal få forbruget af det sløvende stof til at stige blandt brugerne: De er i forvejen vant til hashen, konstaterer han.
- Markedet kan ikke gøres mere åbent. Det kan købes over alt. Man kan ikke gennemleve sine teenageår i København uden at tage stilling til, om man vil prøve det eller ej.
I øjeblikket bruger samfundet enorme summer på at bekæmpe hashkriminaliteten, uden at det har nogen mærkbar effekt på udbuddet. Som eksempel peger han på afsløringen af 12 ton hash i Kalundborg i 1999.
- Det fik ikke priserne på stoffet til at stige, hvilket afslørede, at forsyningerne af det euforiserende stof til de kriminelle sælgere var rigelige.
Til gengæld har kriminaliseringen alvorlige konsekvenser for unge, der bliver taget med hash på sig og dermed får en plet på straffeattesten.
- Det rammer dem i fem år, siger Henrik Rindom til Politiken.